Kønnenes Kamp

2024-10-09

Et spøgelse går gennem Europa og Nordamerika – MeToo bevægelsens spøgelse. Alle ny-feministiske magter har sluttet sig sammen i en hellig klapjagt på det mandlige køn. Ingen formastelig maskulinitet kan nu selv i lille Danmark vide sig sikker stillet overfor de krænkelsesparates vellykkede massepsykotiske hysteri. Menneskerettigheder trædes under fode på grund af nettets og de sociale portalers ofres ridt på træhesten. Denne virtuelle kagstrygning spænder mænd fast i den offentlige gabestok til spot og spe, fordi de måske for en 5 – 10 år siden fejlagtigt har lagt an på en kvinde, eller det der er værre. Forældelse i juridisk forstand eksisterer ikke. Internettets tribunal bringer – omend overdrevet - ubehagelige associationer frem om Moskvaprocesser og folkedomstole.

Me Too-bevægelsen var oprindeligt hovedsageligt rettet mod begivenheder og sager om seksuelt misbrug i Hollywood. Påstande om seksuel ukorrekt adfærd i USA omfattede berettiget nok voldtægtsager og seksuelt misbrug. Men gråzonen mellem flirt og kvinders accept på den ene side og på den anden uønskede tilnærmelser og sexualforbrydelser forplumres til stor fare for den almindelige retssikkerhed. I denne zone kan det være svært at skelne mellem, hvad der er en virkelig krænkelse, og hvad der ude på fantasteriernes overdrev pludselig bliver til seksualisering. En kompliment til en kvindelig politiker, som krænkeren oplever som en sød kvinde, flirt, et kindkys, et klap i bagen, en berøring på en skulder eller et kropssprog, hvor en hånd på et knæ har at gøre med, at man indtrængende vil understrege en pointe – selv det kan nu kun ses som en perverteret seksuel krænkelse. Kender vi mænd ikke til tilsvarende tilnærmelser fra kvindelig side? Det vil jeg mene vi gør!

Er det multikulturalismens nyreligiøsitet, der har sat puritanismen i højsædet med formummede kvinder i gadebilledet som en daglig "nok se men ikke røre påmindelse". Eller har Matadorfrøkenen Misse Møhges gammeljomfruelige insisteren på, at alle mænd drages af hende, overtaget hverdagsbevidstheden. Provst Meyer, overlærer Andersen, der må fryse ihjel på altanen, ja selv en nær slægtning som den kære Christian Varnæs, alle er de nogle værre perverterede grise, der kan ikke kan tøjle deres dyriske drifter. Eller er det en kollektiv flugt fra følelsen af mindreværd på grund af udseende - "Der er kun én ting værre i verden end at blive udsat for sexchikane: ikke at blive udsat for sexchikane" skrev sociologen Ulla Holm.

Forklaringerne kan være mange derude i gråzonens morads. I den amerikanske mediehetz, startet af MeToo, ledte udokumenterede anonyme påstande om seksuelt misbrug og etableringen af lister over anklagede mænd til, at uberettiget anklagede mistede job og ægteskaber; i nogle tilfælde bidrog det endda til selvmord. MeToo bevægelsen nægter at sondre mellem virkelige forbrydelser, etiske og professionelle overtrædelser, sex der senere fortrydes af kvinden, mænds seksuelle fejltagelser og regulær voldtægt. På grund af dette har Me Too feminismen fået et moralsk troværdighedsproblem. I de værste sager handler det ikke om en sexchikane. I stedet kommer andre nok så forståelige fænomener som narcissisme, hævngerrighed og afpresning ind i billedet. Og blandt de gustne overlæg ser man bedrageri og overdrivelser for at promovere sig selv. Anklager om seksuelle krænkelser er gået hen og blevet til en del af den sædvanlige amerikanske Mcdonaldisering baseret på personfikseret mudderkastning.

Det var under den kolde krig og under indtryk af en dæmonisering af kommunismen, at Mccarthyismen gjorde alt russisk til den inkarnerede djævelskab. Senator Joseph McCarthy iværksatte en offentlige heksejagt i USA, der ledte til, at hundredvis på grundlag af falske anklager blev beskyldt for at være kommunister eller kommunistiske tilhængere. De uskyldige blev heglet igennem ved hjælp af aggressiv efterforskning og autoritære skueprocesser. Offentligt ansatte, skuespillere, forfattere, lærere, forskere og fagforeningsaktivister og andre blev sat på anklagebænken. Mistanke og løgne uden bevis var nok; der var masser af sager baseret på uhyrlige eller diskutable beviser. De anklagedes faktiske eller antagne tilhørsforhold til venstreorienterede foreninger og partier var totalt overdrevne. De anklagede tabte deres job, deres karrierer lå i ruiner og nogle måtte imødese fængselsstraf. Senere retsafgørelser omstødte de ulovlige domme. Det gik endda så vidt, at pogromerne blev erklæret forfatningsstridige. Joseph McCarthy døde i 1954 som følge af alkoholisme; der findes næppe nogen person i moderne amerikansk historie, der var så skadelig for ytringsfriheden og demokratiet som McCarthy. MeToo bevægelsen minder ubehageligt om Mccarthyismens excesser.

Noget andet er spørgsmålet om bevis og skyld. FN's menneskerettigheder artikel 11 siger, at vi er uskyldige, indtil andet er bevist. Når kvinder siger, at en mand har forbrudt sig mod hende seksuelt, har manden mao. "ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans forsvar". Når Me Too bevægelsen mener det er nok blot at anklage krænkes menneskerettighederne.

Det kønspolitiske flueknepperi overskygger alt i den politiske debat. Sager der er langt vigtigere går tabt. Et væld af anonyme tilkendegivelser hærger internettet og de sociale portaler i Danmark. Når 698 forskere skriver under på, at de har oplevet sexisme på egen krop eller har set det ske overfor andre", er det at gøre det anonymt og uden bevis problematisk. Det er problematisk omend mindre troværdigt, hvis man anonymt siger, at man har oplevet det, uden at man har sat navne på krænkeren. For år tilbage fortalte Enhedslistens mediehungrende identitetspolitiske "city slicker" Pernille Skipper, at hun var blevet raget på, og hun derfor havde kaldt beskæftigelsesministeren i samråd. Nu var det godt nok ikke hendes politisk korrekte partikammerater, det handlede om, men nogle ubestemmelige mandlige kolleger, før hun blev MF. Men at hun stempler tidligere kolleger også de uskyldige, kan der ikke herske tvivl om. Faktisk kan man som tidligere kollega udsat for den slags antydninger godt foranstalte en injuriesag, fordi det er krænkende at være under mistanke for noget, langt de fleste ikke har gjort sig skyldige i!

Den anonymitet, de krænkelsesparate påkalder sig, undskyldes i nogle tilfælde med, at man ikke ønsker at stå frem, at man er bange for efterfølgende chikane og latterliggørelse, eller at man ikke ønsker at skade en person. Hvis den krænkede har brug for anonymitet, ville det normale være, at man rapporterer det til politiet, fremfor at man absolut skal udbasunere den påståede chikane i det offentlige rum anonymt. Denne fremgangsmåde sikrer den anonymitet, man ønsker sig, men den har selvfølgeligt den mindre tillokkende konsekvens, at man ikke kan bade sig i det herlige offentlige projektørlys. Hertil kommer naturligvis det fagretlige system. Mangel på brug af den ofte højt besungne arbejdsmarkedsmodel skyldes forhåbentligt ikke, at de kvinder, der råber højest, tilhører det urbane småborgerskab fremfor arbejderklassen? Liv, velfærd og ære er et begreb inden for det fagretlige system, der fokuserer på en lønmodtageres velbefindende på arbejdspladsen. Enhver lønmodtager er berettiget til at standse arbejdet, hvis personlig velfærd og sundhed krænkes. Ifølge 3F femdobles risikoen for depressive lidelser pga. sexchikane. Seksuel chikane skal naturligvis behandles i samarbejde med tillidsrepræsentanter, og hvis ledelsen vender det blinde øje til, er der en konflikt, der skal løses af det fagretlige system eller ved en arbejdsnedlæggelse.

Den konservative Douglas Murrey er kendt for at være en hård kritiker af identitetspolitikken og den politiske korrekthed, der hærger disse år under indtryk af socialliberalismens fremmarch. Identitet har med højtråbende mindretal at gøre. Disse kræfter finder man bl.a. i LGBTQ+, #MeToo og senest det BLM, der under den falske betegnelse "fredelig demonstration" vandaliserer, plyndrer og myrder i amerikanske storbyer. Bevægelserne er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de er farlige for ytringsfriheden og det demokratiske samfund. Murrey undrer sig i bogen The Madness of Crowds over, at kvinder gerne må være sexede uden at være seksualiserede. Kvinder må gerne udstille sig selv som seksuelt attraktive, men ve den mand der tror, at han derfor kan lægge an på hende. Vi ser ikke, at det man i dag kalder krænkelser af kvinden seksuelt, lige så vel kan være kvinder der krænker mænd. Hvem tør overhovedet formaste sig til at påpege, at kvinder krænker mænd ved at befamle ham? Og hvad med subtile krænkelser uden mænds accept - den vampede stalkende unge studine, der rovdyragtigt forsøger at gøre den ældre professor til sit bytte. Hvad med markedet for udfordrende beklædning og tilbehør - der udbydes push up BH'er, strittende brystvorter, kosmetisk operation af skamlæber, bryster, og læber, kraftig makeup, stiletter, sexet lingerie – listen kan næsten gøres uendelig. Murrey bemærker rammende, at hvis kvinder skal ses som troværdige, når det kommer til direkte seksuelle overgreb såvel som uønskede tilnærmelser, kan den sexede kvinde kun skabe forvirring og fejltolkninger kønnene imellem. Hvordan kan kvinder afseksualiseres, når der er hele industrier, der alene har det formål at manipulere eller hjælpe kvinder, der ønsker at lokke mænd. Aggressiv markedsføring fortæller, at kvinder skal klæde sig, så man vender sig om efter dem på gaden. Mere direkte er der kampagner med overskriften "Få ham til at savle" – hvis man googler "Make him Drool" får man hele 17 mio. hits. I boghandlen, finder man bøger om kvinders fantasier om voldtægt. Fifty Shades of Grey og diverse filmiske efterfølgere viser en Christian Grey, der gennemfører sadomasochistiske bindelege med sin underdanige kvinde. En sexet påklædt kvindelig rapper, der vugger forførende med sine nedre dele, mens hun slikker på en banan som et fallossymbol kan altid afvise en mand.

En kvinde kan naturligvis altid påberåbe sig retten til at se ud, som hun vil; ingen ønsker vel at MeToo kulturen skal føre til ærbar beklædning i sæk og aske. Men hvis ikke det er mænd hun appellerer til – hvem er det så og hvorfor? Er den sexede, men afseksualiserede kvinde gået hen og blevet et våben i kønnenes kamp, hvor MeToo høge udspyr et had mod mænd under mottoet "mænd er affald". Det erotiske forspil, flirten og den magiske tiltrækning går tabt i alt dette – er det virkeligt hvad vi ønsker os? Bør ikke vi ikke vise den ny-feministiske "hate speech" vintervejen!?