Nyt fra fronten i det østlige Ukraine
Her tilføjer vi beretninger fra fronten i Ukraine. Det der sker nu, har man fortiet eller fordrejet i den vestlige presse. Dansk journalistik indskrænker sig desværre til mikrofonholderi for de amerikanske propagandakanaler. Dog er det overraskende, at men på det seneste er begyndt at udsende mere sandfærdige nyheder - sikkert ud fra en erkendelse af at USA igen er i færd med at tabe en krig.
For udenrigs- og forsvarsministeriet samt den danske regering er sandfærdige beretninger ikke lige det man ønsker at høre, nu da man vil smide omkring 60 milliarder væk de kommende år til det militær-industrielle kompleks og den europæiske rustningsindustris profitter. De penge der ikke ender hos de transnationale våbenproducenter, ender i lommerne på ukrainske oligarker og medlemmerne af Zielinski-juntaen. Vores hjemlige charlatan af en statsminister Mette Frederiksen ivrigt støttet af Enhedslisten fortsætter imidlertid med sin skingrende krigsliderlighed. Løgnene fylder det offentlige rum - især den udokumenterede historie om at et flertal af befolkningen støtter det hovedløse ressourcespild. Megafons målinger anvender ikke videnskabelige statistiske interviewmetoder, men regeringen havde behov for at legitimere sin opbakning til USA og NATOs aggression mod Rusland der har stået på siden 1990 - 91.
Ukraine er ved at bryde sammen på trods af russisk langsomelighed
For at omskrive det berømte ordsprog, "Russere sadler langsomt, men de rider hurtigt", så er det muligt, at alt snart kan accelerere som følge af, at Rusland endeligt gør noget ved dette.
Washington Post offentliggjorde den 2. Oktober en artikel om, hvordan "Ukraines østlige del af landet bryder sammen på grund af en forbedret russisk taktik og en overlegen ildkraft". Sammenbruddet sker mens Ruslands erobrer den strategiske ukrainske fæstningsby Ugledar ved krydset mellem Donbass- og Zaporozhye-fronterne. Rusland kører nu med små angrebshold på fire soldater for at undgå droneovervågning. De små enheder har en del mere udstyr end Ukraine og de er også i stand til bedre at koordinere sine angreb.
En anonym officer fra den 72. mekaniserede brigade, der kæmpede i Ugledar "i omkring to år uden hjælp", fortalte, at udveksling af "artillerisalver i området nogle gange når op på 10 til 1 granater til fordel for Rusland. Bomber, der affyres uden modstand fra jetfly, kan ødelægge hele sektioner af en skyttegravslinje og enhver, der bemander dem. Ukraine kæmper stadig i håbet om at kunne erstatte sine tab, der skyldes en omdirigering af tropper i forbindelse med invasionen af Ruslands Kursk-region. Dette var forudsigeligt!
En anden interessant nyhed er, at "Ødelæggelsen af jernbaner og broer (omkring Pokrovsk) betyder, at byen faktuelt er tabt". Læserne kan lære mere om, hvordan byens erobring kan være en game-changer for Donbass-fronten. Men det er også vigtigt, at Rusland endelig går efter Ukraines militære logistik. Dette fører ikke til, at man ændrer taktik mht. ikke at ødelægge broer over Dnepr eller nogen af de jernbaner, der forbinder Ukraine med Polen. I stedet sætter Rusland ind med ødelæggelser nær fronten.
Selvom disse taktikker ikke er nye, er det første gang, at de for alvor er blevet brugt af Rusland. At droppe koncentrerede tropper til angreb til fordel for små angrebshold var en længe ventet taktik, ligesom bombning af ukrainske skyttegrave og målretning af dets militære logistik nær frontlinjen er det. Rusland har altid været langt foran i "logistikkapløbet"/"udmattelseskrigen", men det er først nu, at man gør noget andet end at stole på anvendelsen af rå magt ved endelig at udtænke mere effektive måder at udnytte denne taktiske fordel på.
For at omskrive det berømte ordsprog, "Russere sadler langsomt, men rider hurtigt", så er det muligt, at alt snart kan accelerere som følge af, at Rusland endelig tager de ændrede taktik til sig. Spørgsmålet er dog stadig, hvorfor det tog så lang tid at lave disse improvisationer. Denne forsinkelse ledte til enorme omkostninger. Den mest sandsynlige forklaring er, at dets væbnede styrker ikke havde et levedygtige feedback indtil for nyligt. Unøjagtige skildringer af frontlinjesituationen kan også have forplumret kommandoens opfattelse af situationen.
Kombinationen af disse to forklarer, hvorfor det tog så lang tid for Rusland at implementere, hvad dets tilhængere har ønsket skulle ske i et stykke tid. Disse problemer er dog ikke eksklusive for dets væbnede styrker, da de plager Rusland generelt. Det er ikke ualmindeligt, at nogen fortæller deres overordnede, hvad de tror, de vil høre, i stedet for at dele brutale sandheder med dem. På samme måde føler overordnede sig sjældent trygge ved at erkende, at deres planer ikke virker, hvorfor de ikke ofte søger feedback.
Uopfordrede råd anses for at være fornærmende, fordi det anses som om nogle sætter spørgsmålstegn ved en overordnets dømmekraft. Der er langt imellem forsøgene på at opmuntre til konstruktiv kritik, hvilket bidrager til gruppetænkning og skabelsen af en alternativ virkelighed. Dette forsinker hårdt tiltrængte forbedringer, da de, der er ansvarlige for at beordre disse, ikke engang ved, at de er nødvendige. Man handler ikke, før problemerne bliver for alvorlige til at blive benægtet eller ignoreret.
Ansvarlighed følger normalt heller ikke af ændringer, da underordnede, der benægtede eller ignorerede de problemer, der gav anledning til dem, sjældent bliver straffet eller afmønstret. De påberåber sig simpelthen uvidenhed eller finder syndebukke, der i begge tilfælde normalt tilfredsstiller deres overordnede. De samme overordnede beslutter sig heller ikke ofte for at skabe feedback-loops eller forbedre det eksisterende, de har, efter at have beordret ændringers gennemførelse. Aversionen mod at sige tingene, som de er, får overodnede til at tro, at der ikke eksisterer nogen systemiske problemer.
Det foregående, hvor hårdt det end er formuleret, forklarer, hvorfor "russerne sadler langsomt", hvad enten det drejer sig om bureaukrati, forretninger, diplomati, militære anliggender eller hvad som helst andet. De begynder først at "ride hurtigt", når overordnede indser, at systemiske problemer eksisterer og kræver ændringer. Det hierarki, som Rusland er kendt for at måtte slås med, går i tomgang på grund af disciplin og frygt for yderligere at forstyrre den vrede overordnede. Noget af den slags kan endelig ændres gennem special-operationer baseret på små kampenheder.